Nyheder

Forleden sad jeg til familiefødselsdag og overhørte en debat om folkeskolen i den anden ende af bordet. Det var ikke en ny debat og den bragte ikke andet end velkendte bekymringer om uvorne elever, magtesløse lærere, diagnosebørn, dårlig opdragelse hjemmefra og kaosklasser mm.

Jeg har i min tid i folkeskolen og det specialiserede skolesystem set og arbejdet med det hele og kan på den ene side følge bekymringerne om en udvikling i den forkerte retning, men samtidig på den anden side har jeg også erfaringer fra folkeskolen for både 20 og 40 år siden, der fortæller mig, at det enkelte barn og den enkelte familie faktisk har markant bedre vilkår og muligheder i dag.

Nede i den anden ende af bordet kom de sædvanlige ”løsningsforslag” med tilbagevenden til gamle dages disciplin, mulighed for at smide umulige børn ud af klassen og skolen, dygtigere lærere mv. på bordet blandet med en opgivende enighed om, at det står skidt til.

Jeg sad stille og funderede, hvor jeg normalt nok havde blandet mig i snakken – jeg har jo dog en vis indsigt, erfaring og interesse i emnet – men denne gang lyttede jeg bare og tænkte på, hvordan det står til med skolen og hvad man burde, hvad jeg kunne og ville gøre, hvis jeg havde magt som agt.

Og det var ikke nemt, hurtigt eller enkelt.

Der skal ikke herske tvivl om, at den danske folkeskole som institution står dårligere rustet til udfordringerne end den gjorde for 20 år siden. En lang række politiske og administrative indgreb oppefra har gjort sit, der er mangel på både uddannede lærere i folkeskolen og pædagoger i daginstitutionerne og samtidig kan det sagtens mærkes, at andelen af danske familier, der tilvælger en privatskole til deres barn i stedet for den lokale folkeskole, er steget fra godt 10 % til knap 20 %.

Men det er for mig kun den ene del af forklaringen. Som jeg ser det, er det også centralt, at vores syn på børn og opdragelse i den samme periode har udviklet sig voldsomt. Denne udvikling er kompleks og indeholder både enormt positive landvindinger og yderst problematiske tendenser, men bundlinjen er, at vi i dag sender en helt anden slags børn i skole, end vi gjorde for 20 år siden, og at vi som forældre har nogle helt andre forventninger til skolen, børnene og os selv.

Og dét, er en mere slidt, underbemandet og topstyret institution som folkeskolen anno 2024 slet ikke dygtig nok til at håndtere, hvorfor ”skrækhistorierne” begynder at pible frem i medierne og ved fødselsdagsbordet. (Og lur mig, om ikke historier som dem fra Borup, Agedrup og flere Københavnske skoler nok skal resultere i flere politiske tiltag og større elev- og lærerflugt fra folkeskolen – det lugter lidt af en ond cirkel).

Når jeg oplever børn i alle mulige sammenhænge, slår det mig, at der er sket en polarisering. De fleste har stærkere personligheder og har mere selvtillid end børn for 20 år siden. De ved mere, de hævder sig mere, de er mere handlekraftige og de har større tryghed ifht. at de har forældre, der bakker dem op.

Og det er rigtig positivt!

Men nogle af dem har ganske enkelt ikke fået den anden side af mønten med, og når man som 12-årig har en stor viden om verden generelt eller et specifikt interesseområde, men ikke har lært at lytte, giver det problemer med læring og et selvbillede, der enten krakelerer eller divergerer fra andres oplevelse.

Og når man som 9-årig er handlekraftig og sikker på sine forældres opbakning, men ikke har lært behovsudsættelse giver det potentiale for voldsomme konflikter og social stigmatisering eller social radikalisering.

Hvis man som 6-årig har en stærk personlighed, men ikke har oplevet – og dermed lært – at voksne som udgangspunkt bestemmer over børn, skaber det larm og man kan slå sig og nogle gange få voldsomme nederlag af skolen og samfundet.

Som forældre gør vi det svært for folkeskolen at fungere, hvis vi kun har fokus på den ene (positive) side af mønten i vores opdragelse. Men værre er det, at vi samtidig gør vores børn en kæmpe bjørnetjeneste!

For at uddanne hele mennesker, har vores børn brug for, at vi forældre, deres nærmeste og tryggeste base for omsorg og kærlighed, både giver dem troen på sig selv, styrken, sikkerheden og følelsen af, at de er noget særligt – det jeg kalder den positive side af mønten. Men også, at vi hjælper dem til at få de svære læringer fra den negative side af mønten, nemlig selvkontrol, behovsudsættelse, ydmyghed og respekt

For nogen lyder det gammeldags og ukærligt, men når jeg løfter blikket og lytter til skrækhistorierne i medierne og ved fødselsdagsbordet, er det ikke kun folkeskolen, der lider for tiden. Det har nemlig sine voldsomme omkostninger for det enkelte barn eller unge mennesker, der slår sig på verden, fordi de ikke har de negative erfaringer med sig hjemmefra, og for mig, er det den virkelige tragedie…